
Udgivet August 18, 2025
Ejendomsselskabet Olav de Linde inviterer til rundvisning på byggepladsen ved Mindet 6, hvor en tidligere industribygning forvandles til et moderne kontorhus med taghave og byliv i gadeplan.
Lørdag den 6. september inviterer Ejendomsselskabet Olav de Linde til en eksklusiv rundvisning på byggepladsen ved det kommende kontorhus, Mindet 6, i Aarhus. Her kan besøgende få et sjældent indblik i visionen bag projektet, der forener genbrug, arkitektur og byliv i ét og samme hus.
Den tidligere industribygning og kornlager er i fuld gang med at blive forvandlet til et bæredygtigt kontormiljø med respekt for stedets historie. Projektet er et af selskabets mest markante transformationer og viderefører Olav de Lindes velkendte tilgang til at bevare og forny med omtanke for materialer, mennesker og byrum.
På taget etableres en offentlig taghave med udsigt over havnen, mens stueetagen åbner sig mod byen med et nyt torv og små butikker og caféer. Inde i bygningen rejser et moderne kontorhus sig – skabt til fremtidens arbejdsformer med fleksible rammer og høj arkitektonisk kvalitet.
– Mindet 6 bliver et nyt, gammelt område, hvor alle byens borgere forhåbentlig vil elske at komme for at arbejde, mødes og hygge sig, fortæller Olav de Linde, grundlægger af Ejendomsselskabet Olav de Linde.
Under rundvisningen fortæller medarbejdere fra Ejendomsselskabet om projektets tilblivelse, genbrugsstrategien og de mange arkitektoniske valg, der former Mindet 6. Arrangementet giver også et blik ind i det fremtidige byliv, der skal binde området sammen med Aarhus Midtby og Havnefronten.
Bemærk! Arrangementet er afholdt
