Udgivet November 13, 2025

Transformation skal give nyt liv til historiske ejendomme i Aarhus

Ejendomsselskabet Olav de Linde renoverer to ældre bygninger i Møllegade og Møllestien med fokus på at udvikle dem, uden at deres historiske karakter går tabt.

To markante ejendomme i det centrale Aarhus bliver nu en del af Ejendomsselskabet Olav de Lindes portefølje. Udgangspunktet er at skabe nye anvendelser i bygninger, der fortsat skal afspejle det miljø, de er en del af.

Møllegade og Møllestien hører til blandt Aarhus’ ældste byområder. Her har små huse, gårdrum og brosten i generationer præget et særligt lokalt udtryk. Kvarteret voksede frem omkring byens tidligere mølleanlæg ved Aarhus Å og har siden bevaret sin tætte skala og særlige atmosfære. Det er blandt andet disse kvaliteter, der gør området til et naturligt sted at arbejde videre med eksisterende bygninger.

Transformation i et historisk miljø

De to ejendomme ligger i et byrum, hvor lag af tid og arkitektur mødes. Udviklingen kræver omtanke, så bygningernes kvaliteter kan bevares, samtidig med at de tilpasses moderne behov.

– Ejendommene får den nødvendige omtanke. De ligger godt, og arkitekturen har kvalitet. I Møllegade etablerer vi lejligheder på øverste etage, mens resten – ligesom bygningen på Møllestien – indrettes til moderne erhvervsbrug, siger Olav de Linde.

Historien skal fortsat kunne mærkes

Målet er ikke at give bygningerne et nyt udtryk, men at lade deres oprindelige karakter være tydelig – også efter renoveringen. Det er en tilgang, der kendetegner selskabets arbejde med ældre ejendomme.

– Byens sjæl findes i dens bygninger. Når vi transformerer, handler det om at bevare det historiske særpræg og samtidig sikre, at bygningerne fungerer i dag, fortæller Olav de Linde.