Udgivet July 15, 2019

Malerkonduktør Brian W. Hammerum

Mød Brian W. Hammerum, som er én af Ejendomsselskabet Olav de Lindes malere i afdelingen i Aarhus. En afvekslende hverdag med stort spillerum til at prøve nye teknikker af, og vigtigheden af at huske håndværket har holdt Brian til ilden i firmaet i knap 15 år.

Ejendomsselskabet Olav de Linde malerkonduktør Brian W. Hammerum

”Jeg synes, at jeg har verdens bedste hverdag med stor frihed til at prøve en masse af. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at vi lægger mange kræfter i at gøre vores arbejde ordentligt og finde eventuelle fejl i opløbet”, uddyber han om sin arbejdsdag blandt malerruller og kulørte farver.

 

Brian begyndte som maler i firmaet lidt tilfældigt en forårsdag i 2008. Før det var han tilknyttet som maler ved renoveringen af vores bygning på Hans Broges Gade 2 i 2006. Det var det, der allerførst grundlagde tilknytningen til firmaet. Vores byggeformand Jens Anker lagde mærke til Brians arbejde på Hans Broges Gade 2 og igen året efter, i 2007, under renoveringen af vores bygning på Ny Banegårdsgade 55. I 2008 prikkede Jens Anker ham på skulderen: Var det mon noget med et fast job hos os? ”Nej tak”, takkede Brian pænt. Han havde det fint, hvor han var. I nogle måneder vendte de i ny og næ tilbage til emnet, og til sidst blev de alligevel enige om at prøve samarbejdet af. I snart 15 år har Brian sat en hulens masse malerstrøg indvendig og udvendig på vores bygninger i Aarhus.

 

”Vores arbejde er ofte det mest synlige. Når lejerne møder deres nye eller nymalede lejemål for første gang, jamen så ses det ret hurtigt, hvis malerarbejdet er sjusket. Det går bare ikke”, pointerer han, og uddyber, at de bedste arbejdsdage er dem, hvor det hele går op i en højere enhed: Når arbejdet bare kører og tidsplanen holder.

 

Vores malerteam kobles kun på maleropgaver knyttet til vores egne ejendomme og lejemål. Det er derfor malerteamet som rykker ud, når en facade på én af vores ejendomme skal friskes op, når vi renoverer et lejemål eller hvis en lejer ønsker en ny kulør på væggene.

 

Glemmer ikke håndværket
I det daglige har Brian ansvaret for at lede og fordele malerarbejdet mellem de øvrige malere i malerteamet i Aarhus. Han har dog ikke i sinde at lade kontorarbejdet fylde så meget, at han glemmer hvordan man bruger værktøjet.

 

”Jeg skal have gang i værktøjet hver dag. Det duer ikke for mig kun at vende papirer på kontoret, jeg skal ud og svinge penslen, fuge eller dække af”, fortæller han.

 

Oprindeligt er han uddannet bygningsmaler i 1990, og i april 2019 afsluttede han uddannelsen som malerkonduktør. For Brian er det vigtigt at holde sig opdateret på de nyeste tendenser i branchen, f.eks. nye typer af maling, som går skridtet videre i forhold til at anvende biobaserede råmaterialer.  

Ejendomsselskabet Olav de Linde malerkonduktør Brian W. Hammerum