Renoveringen af Havnegade 16 opnår DGNB Guld og Hjerte

Scroll ned og læs mere

Udgivet April 10, 2024

Vores renovering af Havnegade 16 i Odense opnår DGNB Guld og Hjerte.

Ejendomsselskabet Olav de Lindes renovering af kornlageret på Havnegade 16 på havnen i Odense har opnået DGNB-certificering med Guld og Hjerte.

Ejendomsselskabet med 50 års erfaring i renovering og transformation af gamle industribygninger glæder sig over resultatet, der har forvandlet det gamle kornlager til to moderne kontorlejemål.

”Vi har sat ambitionsniveauet højt – så vi kan slet ikke få armene ned, nu hvor certificeringen endelig er landet. Det har vores ansatte og samarbejdspartnere knoklet for at opnå,” starter Ejendomsselskabet Olav de Lindes afdelingsdirektør i Odense, Lars Friis Christensen.

To år efter at Ejendomsselskabet Olav de Linde skød renoveringen og transformeringen af det gamle kornlager på Havnegade 16 på Odense Havn i gang, opnår det nu en DGNB Guld-certificering. Hjertet belønner bygninger, der gør en ekstra indsats for brugernes velvære.

”Omfanget af den her renovering ville i sig selv ikke tage pusten fra os i forhold til de ejendomskomplekser, vi ellers har renoveret her i Odense og Aarhus, men det giver en ny dimension og læring til byggeprojektet, at vi har haft DGNB-arbejdet med i ligningen,” siger Lars Friis Christensen.

Det gamle kornlager er fra 1926, og det ligger i anden række til kajkanten, hvilket var praktisk i sin tid, da det skulle indeholde korn, som blev fragtet med skib gennem kanalen. Det udgør i alt 3.983 m² fordelt på to haller. Indtil renoveringen gik i gang i 2022, har bygningen primært været brugt som opbevaringshal.

Arbejdet med at efterleve kriterierne for at komme i betragtning til en DGNB Guld-certificering har sat sit præg på dele af renoveringsprocessen. Blandet andet har ejendomsselskabet fået udarbejdet en såkaldt EPD - også kaldt Miljøvaredeklaration - på selskabets genbrugssten, der bl.a. er blevet afrenset med håndkraft og opbevaret på genbrugte paller.

Faktisk er stort set alle procedurer blevet set efter i sømmene.

Projektleder ved Ejendomsselskabet Olav de Linde, Morten Jørgensen, har stået i spidsen for renoveringen:

”Der er selvfølgelig processer, som vi skulle gentænke i forbindelse med DGNB-arbejdet. Særligt når der ikke var mange fortilfælde at læne sig op ad. Men ellers har vi i det grove træk faktisk renoveret bygningen, som vi ellers ville gøre, nemlig ved at bevare så meget af de originale materialer, håndværk og arkitektoniske udtryk og bringe det op til en nutidig standard, så bygningen kan fungere 50-100 år ud i fremtiden i en ny funktion. Det er der ikke noget nyt i, at vi gør” siger han.

I januar flyttede 180 Rambøll medarbejdere ind i de nyrenoverede topmoderne kontorfaciliteter. Rambøll har som lejer stillet bæredygtighedskrav til transformationsprojektet.

”Et så spektakulært transformationsprojekt som dette, hvor løsningerne udvikles undervejs i projektet, kan kun lade sig gøre ved et meget tæt samarbejde mellem alle parter. Vores samarbejde med Ejendomsselskabet Olav de Linde har været konstruktivt, visionært og positivt i alle henseender, og vi har suppleret vores fagligheder og spillet hinanden bedre undervejs,” siger Carsten Knage Olsen, kontorleder for Rambølls kontor i Odense.

Renoveringen har desuden ageret pilotcase på en ny manual, udarbejdet af Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

Line Nørmark Jakobsen, partner og chef for bæredygtighed i byggeriet i rådgivningsvirksomheden Transition ApS, er ikke i tvivl om, at hvis vi for alvor skal reducere vores klimaaftryk, så skal vi i højere grad arbejde med den eksisterende bygningsmasse.

”I mange tilfælde ville man i en lignende situation vurdere det nemmere at rive bygningen ned, starte forfra og tegne det, man gerne vil have. Kvaliteten i dette projekt er netop alt det bevarede. Med få greb er man lykkedes med at fremhæve bygningens arkitektoniske kvaliteter, og skabt en fuldstændig fantastisk bygning at opholde sig i.  Man ville aldrig kunne bygge sådan en bygning som den her i dag”, udtaler Line Nørmark Jakobsen.

Ifølge Line Nørmark Jakobsen er det ikke så ligetil at arbejde med DGNB-certificering af renoverede bygninger, fordi:

”Ved renoveringsprojekter er der mange aspekter der er låst i forhold til de eksisterende konstruktioner og rumligheder. Dermed kan det være en udfordring at opnå gode evalueringer på f.eks. dagslys, u-værdier og tilgængelighed, men jeg synes, at vi er nået virkelig godt i mål”.

For mere information om projektet