Er du knivskarp på store byggeprocesser, projektledelse, risikostyring og forhandlinger med leverandører? Og kan du se dig selv stå i spidsen for et team af dedikerede ingeniører og projektledere, der arbejder på at levendegøre vores vision om at skabe fremtidens arbejdspladser og boliger i Aarhus? Så kan det være dig, vi søger som Chef for Byggeprojekter.
Hos Ejendomsselskabet Olav de Linde værdsætter vi bygninger med sjæl – det kommer til udtryk i vores mange byggetransformationer. I samme ånd tænker vi historien ind i vores nyopførte kvalitetsbyggeri, som både er moderne og sender hilsner bagud i historien. Vores store igangværende byggeprojekter tæller blandt andet Mindet – Danmarks højeste kontorhus på Sydhavnen i Aarhus – samt KatrineTorvet, der skal huse både erhverv og boliger. Tilsammen udgør de ca. 80.000 m2 og forventes færdige i 2027.
Lyder det som udfordring, du er klar på? Så læs med.
Vi er en utraditionel bygherre, der både huser vores egen tegnestue, byggeafdeling, driftsteam og udlejning. Som Chef for Byggeprojekter vil du arbejde tæt sammen med både den øvrige ledelse og andre nøglepersoner i og udenfor huset. Vi arbejder i udpræget iterative processer, hvor vi hellere tager en ekstra runde eller inkorporerer nye ideer end at gå på kompromis.
Dine ansvarsområder vil blandt andet omfatte:
Byggeprojekter: Du er overordnet ansvarlig for vores nybyg-projekter, herunder blandt andet Mindet og KatrineTorvet.
Ledelse: Du er leder for vores lille team af projektledere og ingeniører, og du sammensætter holdet på de enkelte projekter.
Eksterne samarbejdspartnere: Du medvirker til at udvælge entreprenører på byggeprojekter, styrer udbud, forhandlinger og kontrakter og sikrer overholdelse af leverancer.
Projektstyring: Du har overordnet ansvar for risikostyring, projektøkonomi og har overblik over alle vores byggeprojekter.
Lokalplaner: Du bidrager til arbejdet med lokalplaner og dialog med kommuner i samarbejde med den øvrige ledelse.
Hos Ejendomsselskabet Olav de Linde vægter vi godt samarbejde højt, og det falder også dig naturligt at dyrke de gode relationer i og uden for virksomheden.
Vi søger dig, der evner at gå i dialog og udfordre på den gode og konstruktive måde – både internt og med eksterne samarbejdspartnere. Som Chef for Byggeprojekter kan du sætte kryds ved dette:
Din uddannelsesmæssige baggrund kan være ingeniør eller lignende.
Du er faglig stærk inden for dit felt, hvilket betyder, at du både evner at have overblik og gå i dybden med detaljerne.
Du deler vores vision om at anvende kvalitet og genbrug – også i moderne byggeri.
Du er en erfaren leder og er vant til at lede og sparre med fagligt stærke kolleger og medarbejdere.
Du er dygtig ved forhandlingsbordet og har et skarpt blik for detaljerne i udbud og kontrakter.
Du kender til arbejdet med lokalplaner og dialog med myndigheder og kommuner.
Du skal ikke skrive en lang ansøgning – men send gerne et motiveret cv, der består af dit cv (erhvervserfaringer, uddannelse/kurser, IT mm.) samt en kort indledning hvor du fortæller, hvorfor du er motiveret for jobbet hos os.
Vi anvender Konsulenthuset Ballisagers rekrutteringssystem.
Vi indkalder til samtaler løbende, så søg gerne stillingen snarest muligt.
Har du spørgsmål til stillingen eller arbejdspladsen er du velkommen til at kontakte HR-chef Louise Basic Poulsen på 22727919 / lbp@olavdelinde.dk.
Vi ser frem til at høre fra dig!