
February 18, 2026

Afdelingsdirektør Lars Friis fortæller om transformation, genbrug og fremtidens byggeri i podcasten 3-2-1 Erhverv
Udgivet May 26, 2026
Transformation, genbrug og bevaring spiller en stadig større rolle i udviklingen af fremtidens byggeri og byområder. Det er omdrejningspunktet, når Lars Friis, afdelingsdirektør i Ejendomsselskabet Olav de Linde, gæster podcasten 3-2-1 Erhverv, som Fynsk Erhverv og Erhvervshus Fyn står bag.
Her sætter han ord på en tilgang til ejendomsudvikling, der rækker langt tilbage, og som i dag er mere relevant end nogensinde.
Særligt i Odense har Ejendomsselskabet Olav de Linde sat sit tydelige præg på byudviklingen. Områder som Thrige Firkanten, Odense Havn og Pakhusgården er tidligere produktionsmiljøer, der i dag er blevet til levende områder med arbejdspladser, caféer, kultur og boliger.
Ifølge Lars Friis handler tilgangen om at bevare det, der allerede er der, og se værdien i det, andre overser. Han citerer i podcasten virksomhedens ejer Olav de Linde for at sige: "Du kan købe noget nyt, det kan du smide ud, men det gamle kan du ikke købe igen."
Et gennemgående tema i podcasten er virksomhedens arbejde med genbrug og materialecirkulation. Ikke som et strategisk buzzword, men som en indgroet arbejdsmetode.
- Vi har vores eget lille lager, hvor vi gemmer tingene. Der kan gå fem år, inden det bliver brugt igen, fortæller Lars Friis.
Gamle mursten renses og genbruges, stålelementer får nyt liv, og tidligere industrivinduer bliver til glaspartier og skillevægge i moderne kontormiljøer. Senest har virksomheden eksperimenteret med at bruge udsavede betonelementer som udendørsbelægning i stedet for at køre dem væk.
Som Lars Friis formulerer det, handler det ikke om avancerede beregninger. Virksomheden forsøger hele tiden at tænke i cirkulation inden for byggeriet, og det er, som han siger, "egentlig bare sund fornuft."
I podcasten understreger Lars Friis, at transformation handler om langt mere end selve byggeriet. Når Ejendomsselskabet Olav de Linde udvikler et område, er ambitionen at skabe miljøer, hvor mennesker har lyst til at opholde sig.
De gamle industribygninger har ofte ekstraordinært højt til loftet, og det er én af de kvaliteter, Lars Friis fremhæver som et konkurrenceparameter, og som ifølge ham giver en kubikmeterpris, der er svær at matche i nyt byggeri.
Men det handler ikke kun om de fysiske rammer. Virksomheden arbejder bevidst med at blande funktioner i sine områder. Kontorer, caféer, fitness, kunst og sociale mødesteder. Lars Friis peger i podcasten på, at flere og flere lejere i dag efterspørger omgivelser med karakter og atmosfære frem for traditionelle standardløsninger.
Lars Friis er ikke blind for de udfordringer, branchen står over for. Gamle materialer passer ikke altid ind i gældende bygningsreglementer eller beregningsmodeller, selvom kvaliteten ofte er høj.
Han bruger i podcasten brandsikkerhed som eksempel: gamle træbjælker klarer sig ofte bedre end beregningsmodellerne tilsiger, men de har ikke de nødvendige certificeringer. Det gør det vanskeligt at genbruge dem uden at udfordre de eksisterende standarder.
Hans opfordring er, at branchen i højere grad tør arbejde med nye løsninger, og at lovgiverne åbner for de nødvendige drøftelser. På Havnegade 16 i Odense lykkedes det at opnå DGNB-guld i et transformeret byggeri, netop fordi man fik lov til at udfordre bygningsreglementet i samarbejde med Dansk Teknologisk Institut.
Selvom cirkulært byggeri og bæredygtighed fylder mere end nogensinde i branchen, er det ikke noget nyt hos Ejendomsselskabet Olav de Linde.
- Vi stopper ikke med at genbruge. Det vil da være mærkeligt, når man har arbejdet med det i 50 år, siger Lars Friis.
For ham handler det grundlæggende om at se værdien i det eksisterende og skabe bygninger, der holder i generationer - ikke bare på bundlinjen, men som steder, hvor mennesker trives.
Da virksomhedens 50-års jubilæumsbog udkom, havde alle 35 medarbejdere i Odense på en eller anden måde været involveret i transformationen af Havnegade 16. Lars Friis beskriver i podcasten, hvordan den slags projekter skaber et ejerskab, man ikke finder mange andre steder i branchen.
Det er måske i sidste ende det, der bedst beskriver Ejendomsselskabet Olav de Lindes tilgang: at bygninger ikke bare skal holde i 100 år. De skal også give mening for dem, der skaber dem.
Se alle artikler