
February 2, 2026

Årsregnskabet for 2018 viser en stærk kapitalstruktur, høj soliditet og et positivt driftsresultat i et år præget af generationsskifte og en kort driftsperiode.
Udgivet June 7, 2019
Efter gennemførelsen af et generationsskifte, som blev afsluttet pr. 1. oktober 2018, offentliggør Ejendomsselskabet Olav de Linde for første gang en årsrapport med den samlede balance. Driften afspejler dog alene perioden fra 1. oktober 2018 og året ud.
Årsregnskabet viser et solidt økonomisk fundament og en robust kapitalstruktur – også selv om driftsresultatet alene dækker tre måneder.
- Med en bruttofortjeneste, der stort set kun dækker tre måneder, på 76 mio. kr. og en soliditet på mere end 40 % baseret på en egenkapital på den gode side af to milliarder kr., så viser årsregnskabet billedet af en solid virksomhed, der er rundet af 45 års stolte værdier, forklarer virksomhedens direktør Esben Kjeldsen.
For det kommende regnskabsår forventes et positivt resultat i niveauet 125–150 mio. kr.
- Vi mener, at regnskabet afspejler det solide ejendoms- og byggeselskab vi er. Vores virksomhed er bygget på et stærkt fundament, hvor Olav de Linde altid har set langsigtet på de investeringer, der er foretaget. Det er stort set altid med det sigte at beholde vores ejendomme, og det giver et naturligt forhold til, at der skal være en relativ høj kvalitet og standard. Det betaler sig ofte på den lange bane, forklarer Esben Kjeldsen.
Ejendomsselskabet Olav de Linde har siden 1974 købt, udviklet og udlejet fast ejendom. I dag råder selskabet over en ejendomsportefølje på omkring 500.000 m², primært beliggende i Aarhus, Odense og København.
Gennem årene har virksomheden renoveret og bevaret mere end 300.000 m² ejendomme – typisk ældre, velbeliggende fabriks- og industribygninger samt pakhuse. Dermed er en række markante industrielle kulturmiljøer bevaret som aktive dele af byernes nutidige bybillede, herunder Chokoladefabrikken Elvirasminde, Frichsparken og Mellemarmen i Aarhus, Thrige-Firkanten i Odense samt større arealer på Odense Havn.
- Vi er rundet af stolte værdier med genbrug som en bærende del af vores DNA. Hvor mange river ned for at bygge nyt, har Olav de Linde transformeret de tidligere industribygninger til skønne kontorlandskaber og erhvervsparker med det største genbrug, der kan tænkes, nemlig at genbruge bygningerne i stedet for at rive dem ned. Genbrug har altid betydet meget, og indgår i alle de ejendomme, der renoveres og bygges. Også i vores nye boligbyggerier, uddyber Esben Kjeldsen.
Efter generationsskiftet er virksomhedens aktiviteter fra 1. oktober 2018 igen samlet i Ejendomsselskabet Olav de Linde.
- Set i lyset af at de overdragne aktiviteter alene har været en del af driften i Ejendomsselskabet Olav de Linde de sidste tre måneder af regnskabsåret for den offentliggjorte årsrapport, afspejler det alligevel en stærk daglig drift, der er båret af kernen af vores forretningsområde, nemlig udlejning. Resultatforventningen til det kommende regnskabsår på 125 – 150 mio. kr., er også et udtryk for den stabile drift, som den bestående ejendomsportefølje kaster af sig. Det er således også et stærkt grundlag for, at vi de seneste år trygt har kunne sætte gang i boligbyggerier som Nabolaget og SHIP, og der er flere spændende projekter på tegnebrættet de kommende år, forklarer Esben Kjeldsen.
Der arbejdes aktuelt med udvikling af en række projekter på selskabets ejendomme med en samlet investeringsramme på op imod fire milliarder kr. og et estimeret areal på minimum 150.000 m².
Selv om generationsskiftet har indebåret en overdragelse til Olav de Lindes tre børn, har Olav de Linde fortsat den bestemmende indflydelse og deltager fortsat på uændret niveau i den daglige drift.
Se alle artikler