Kornlageret i Odense modtager Odin-prisen

Scroll ned og læs mere

Udgivet May 7, 2025

Vores restaurering af det historiske kornlager på Sverigesgade 3 i Odense er blevet hædret med årets Odin-pris af Byforeningen Odense.

 

Prisen er en anerkendelse af den indsats, der er lagt i at bevare og genfortolke bygningens industrielle arv, samtidig med at der er skabt et levende og funktionelt byrum. I Byforeningens begrundelse lyder det blandt andet:

 

Restaureringen af det gamle kornlager er et stærkt eksempel på, hvordan man med respekt for historien og kreativt genbrug af originale materialer kan skabe noget både nyt og levende.”

 

Formand for Byforeningen Odense, Jarl Abrahamsen, udtaler til Fyens Stiftstidende:

 

Det er som at bevæge sig rundt i et levende museum. Huset rummer en særlig energi, hvor råt og forfinet, nyt og gammelt mødes i en vellykket helhed. Snittet i gårdrummet er intet mindre end genialt.

 

Vi er taknemmelige for anerkendelsen og vil gerne rette en særlig tak til de mange dygtige håndværkere og samarbejdspartnere, der har været en del af projektet. Tak til Odense Kommune og til Rådmand Søren Windell for den fine tale til fejringen.

 

Om Odin-prisen

Odin-prisen blev indstiftet i 1985 og uddeles kun, når et projekt lever op til Byforeningen Odenses høje krav om initiativ, virkelyst og økonomisk offervilje. Prisen tildeles derfor ikke nødvendigvis hvert år, hvilket gør det til en særlig ære at modtage den. Prisen består af en bronzestøbt ravnevinge udført af kunstneren Eiler Madsen.

Vi ser frem til at byde endnu flere besøgende og brugere velkommen i det nye Kornlager – et sted hvor fortid og fremtid mødes.