
January 14, 2026

Efter godkendt lokalplan for Mindet 6 har Ejendomsselskabet Olav de Linde valgt bygherrerådgiver og går videre med de endelige forhandlinger om opførelsen af kontorhøjhuset på Aarhus Havn
Udgivet July 5, 2021
Lokalplanen for kontorhøjhuset på Mindet 6 på Aarhus Havn blev godkendt af Aarhus Byråd den 22. juni 2021. Med lokalplanen på plads kan bygherre, Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S, nu igangsætte de endelige forhandlinger med de bydende totalentreprenører om udførelsen af projektet.
Byggeprojektet omfatter i alt ca. 48.000 m². Heraf udgør ca. 7.000 m² den eksisterende bygning, som bevares og moderniseres med respekt for den oprindelige kulturarv. Derudover opføres et p-hus på ca. 11.300 m², der understøtter Mindet 6’s kommende ca. 2.000 arbejdspladser. Den forventede byggestart er foråret 2022, og byggeriet forventes at strække sig over ca. fire år.
Projektet har været under udvikling siden 2014. I den indledende fase har Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S været rådgivet af C.F. Møller, som har stået for den arkitektoniske udformning af både kontorhøjhuset og p-huset. Derudover har Rambøll, Ingeniørfirmaet Søren Jensen, GEO samt Aakjær Landinspektører bidraget med teknisk dokumentation og faglige analyser i forbindelse med udbudsprojektet.
Den resterende del af projekteringen gennemføres i et samarbejde mellem Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S’ egen tegnestue og den valgte totalentreprenørs rådgivere.
Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S har valgt D|K2 Bygherrerådgivning som bygherrerådgiver, mens WSP bidrager med specialiseret rådgivning inden for højhusbyggeri.
– Det er med stor ydmyghed, at vi går til opgaven. Både i forhold til den tillid, Ejendomsselskabet Olav de Linde har vist os, og i forhold til at levere rådgivning, der tilgodeser de fremtidige brugere af bygningerne og det bymiljø, der udvikles omkring Mindet 6, udtaler Mads Konge Petersen, markedschef hos WSP, og Morten Dencker Grønbæk, partner i D|K2 Bygherrerådgivning A/S.
Valget af rådgiverteam kombinerer lokal forankring med international erfaring inden for komplekse byggerier.
– Vi har valgt konsortiet med D|K2 og WSP, fordi vi dermed får en stærkt lokalt forankret bygherrerådgiver kombineret med specialiseret og global erfaring inden for højhusbyggeri. Vi har høje ambitioner for Mindet 6 og arbejder målrettet mod et fremtidssikret kvalitetsbyggeri med DGNB Guld-certificering. Det gælder blandt andet energieffektivitet, bæredygtighed og moderne teknologiske løsninger, og det forventer vi, at samarbejdet vil understøtte, siger Morten Sparvath Thomassen, tegnestuechef hos Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S.
Se alle artikler