Et parkeringshus bygget til at træde i baggrunden

Mindet P-hus er en nødvendig funktion, der giver plads til byliv, ophold og bevægelse i Aarhus Sydhavn – uden at dominere bybilledet

Udgivet April 8, 2026

Hvordan etablerer man parkering til flere hundrede biler i et tæt bykvarter - uden at lade bilerne dominere oplevelsen af stedet?

Det spørgsmål har været styrende for udviklingen af Mindet P-hus på Aarhus Sydhavn. Størstedelen af parkeringskapaciteten er placeret under terræn, mens bygningen over jorden er holdt i en skala, der understøtter bylivet omkring den.

Mindet P-hus er udviklet som en del af kontorhøjhuset Mindet 6 og fungerer samtidig som offentlig parkering for området.

- Et parkeringshus er først og fremmest en funktion. Men i en tæt by er det afgørende, hvordan den funktion løses, siger projektchef Martin Reinhold Nielsen.

Det cirkulære bygningsvolumen er tilpasset omgivelserne, så det ikke overtager gadebilledet, mens højhuset markerer sig i byens silhuet. Samtidig er bygningen formgivet med et klart og sammenhængende udtryk, så den fremstår arkitektonisk afstemt i omgivelserne.

Kun 2 etager er synlige over terræn

Mindet P-hus rummer cirka 430 bilpladser fordelt over seks etager – svarende til én parkeringsplads pr. 100 m² lejet kontorareal i Mindet 6.

Kun 2 etager er synlige over terræn, mens fire af de seks etager er placeret under havoverfladen. Det bidrager til at bevare udsyn, lysforhold og sammenhængen mellem bygningerne i området.

I mødet med gaden fremstår parkeringshuset som en del af byens bevægelse frem for en barriere.

Parkeringsdækkene er udformet som en sammenhængende spiral omkring et centralt gårdrum. Etagedækket stiger jævnt og fungerer både som parkeringsareal og adgangsvej mellem etagerne.

- Spiralen giver et roligt flow. Man følger bevægelsen og finder sin plads uden at skulle orientere sig i et traditionelt etageprincip, siger projektchefen.

Det centrale gårdrum skaber overblik og visuel kontakt på tværs af etagerne. Her er der etableret en spiraltrappe samt to indvendige flugtvejstrapper, som sikrer overskuelighed, adgang og sikkerhed.

/media/wm4nhwsn/mindet-p-hus_006.jpg
/media/110hsraq/mindet-p-hus_004.jpg
/media/jabhkvbs/mindet-p-hus_001.jpg
/media/kdvnzxu2/mindet-p-hus_007.jpg
/media/pasfq1zk/mindet-p-hus_005.jpg

En konstruktion med fokus på drift og holdbarhed

Mindet P-hus er opbygget omkring et enkelt og robust system af betonbjælker og søjler. Etagedækkene er udført som forspændte betondæk, tilpasset den cirkulære form og med god plads til parkering uden unødige søjler.

Løsningerne er valgt med fokus på stabilitet, drift og lang levetid. Facader mod nabobygninger udføres som lukkede betonelementer, og konstruktionen er holdt enkel for at lette vedligeholdelsen.

- Det er ikke et hus, der skal forklare sig selv. Det skal fungere hver dag, siger Martin Reinhold Nielsen.

Etableringen af Mindet P-hus har stillet særlige krav til planlægning og udførelse. De nederste etager ligger op til 10 meter under havniveau, og byggeriet er gennemført i et område med tidligere energiproduktion og industri, hvor forhold i undergrunden har krævet tilpasning undervejs.

Undervejs er der arbejdet med oprensning af jord og håndtering af eksisterende forhold i undergrunden, samtidig med at byggegruben er etableret for at muliggøre konstruktionen under terræn.

Lavmælt element i gadeplanet

Selvom Mindet P-hus primært betjener brugerne af Mindet 6, er parkeringshuset åbent for offentligheden og indgår som en del af infrastrukturen på Aarhus Sydhavn.

I samspil med de omkringliggende byrum fremstår parkeringshuset som et lavmælt element, hvor overgange mellem bygning og opholdsarealer er tænkt som en del af hverdagen.

Parkeringshuset fylder cirka 10.000 m² og er formgivet med fokus på proportioner, skala og et roligt udtryk, så det fremstår som en naturlig del af bybilledet og giver plads til livet omkring det.

- Hvis vi har ramt rigtigt, er det ikke parkeringshuset, der dominerer oplevelsen – men det liv, der udfolder sig omkring det, siger Martin Reinhold Nielsen.

Mindet P-hus forventes taget i brug i april 2026, mens den øvrige udvikling af Mindet-projektet fortsætter frem mod 2027.

Fakta

Placering: Aarhus Sydhavn – Mindet 6

Antal p-pladser: Ca. 430

Etager: 6 (hovedsageligt under terræn)

Areal: Ca. 10.000 m²

Adgang: Offentlig

Forventet ibrugtagning: April 2026