Fremtidens Grønne Byggeplads indtager Mindet

Mindet-byggepladsen bliver ramme om et ambitiøst demonstrationsprojekt, der tester og dokumenterer konkrete løsninger til en mere miljø- og klimavenlig byggeplads.

Udgivet October 12, 2022

Projektet Fremtidens Grønne Byggeplads er initieret med Teknologisk Institut og Per Aarsleff A/S i spidsen og etablerer en datadrevet fuldskala-demonstration af initiativer, der skal reducere byggepladsers klima- og miljøpåvirkning. På Mindet stilles byggepladsen til rådighed som et aktivt laboratorium, hvor løsninger testes under reelle forhold midt i byen.

– Vi ønsker at give branchen dokumentation for, hvilke miljø- og klimaforbedrende tiltag der giver mest effekt. Derfor afprøver vi alternative drivmidler og løsninger, der reducerer energiforbrug samt klima- og miljøpåvirkning på byggepladsen, siger Lars Overgaard, projektleder hos Teknologisk Institut.

Byggepladsen som udstillingsvindue

Byggepladsen på Mindet fungerer som et udstillingsvindue for konkrete tiltag, der kan anvendes på fremtidens byggepladser. Projektet etablerer blandt andet et omfattende sensornetværk med realtidsmonitorering af luftkvalitet og støj på og omkring byggepladsen.

Derudover afprøves effekten af biobrændstof som HVO, elektriske og hybride entreprenørmaskiner samt støvdæmpende materialer. Projektet omfatter også udvikling af mere energieffektive skurvognsbyer med forbedrede arbejdsforhold og reduceret energiforbrug.

– Gennem projektet får vi mere præcis dokumentation for tiltag, vi allerede arbejder med, som konvertering til HVO100 og øget brug af eldrevne maskiner. Samtidig udvikler vi nye teknologiske løsninger, der bringer os tættere på emissions- og fossilfrie byggepladser, siger Rune Østergaard Haven, seniorfagleder hos Per Aarsleff A/S.

Smart energi-infrastruktur på byggepladsen

Som en del af projektet integreres en intelligent energi-infrastruktur på byggepladsen. Solceller på skurvognsbyen kombineres med effektive varmepumper og energilagring, hvilket skaber en mere fleksibel og robust elforsyning.

Teknologisk Institut analyserer sammenhængen mellem elforsyning og -forbrug, særligt i takt med at flere elektriske entreprenørmaskiner tages i brug. Løsningen reducerer behovet for store tilslutningsafgifter, øger andelen af grøn strøm og sikrer tilstrækkelig effekt til fremtidens maskiner.

Data, logistik og reducerede emissioner

Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet bidrager til projektet med analyser af logistik, kørsel og energiforbrug på byggepladsen. Sammen udvikler de en såkaldt digital twin, der samler data fra sensorer, telematik og lokationssystemer.

Den digitale model visualiserer blandt andet kørselsmønstre, tomgang, energiforbrug og udledning af CO₂ og partikler. Målet er at skabe et databaseret værktøj, der løbende kan dokumentere drift og identificere potentialer for optimering af logistik og ressourceforbrug.

Bæredygtighed også under byggeriet

Hos Ejendomsselskabet Olav de Linde ses projektet som et naturligt supplement til de bæredygtige ambitioner for selve byggeriet.

– Vi ved, at ressourceforbruget på byggepladsen spiller en væsentlig rolle. Derfor er det vigtigt for os også at have bæredygtighedsbrillerne på under opførelsen af Mindet. Projektet giver ny viden om logistik, materiel og forurening, som kan bidrage til udviklingen af branchen, siger Olav de Linde, grundlægger og bestyrelsesformand for Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S.

Samarbejdet med Fremtidens Grønne Byggeplads forventes at bidrage med dokumenteret viden, som kan anvendes bredt i bygge- og anlægsbranchen – også selvom det stiller ekstra krav til planlægning og drift på en i forvejen kompleks byggeplads.